Udgivet ons d. 23. jan 2019, kl. 08:00

Muligheder

Mennesket er unikt blandt alle Guds skabninger. Han formede mennesket af jord og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. Jeg er en del af en generation, som fyldes med netop bevidstheden om vores unikke status fra det øjeblik, vi fødes. Vi er vokset op med fred i baghaven og ubegrænsede valgmuligheder som en selvfølgelighed. Samtidig præges vi, som ingen andre før os, af arbejdslede, stress og følelsen af ikke at slå til. For med uanede muligheder følger også muligheden for at forfølge endnu en mulighed, eller muligheden for ikke at have grebet den rette mulighed. Vi fanges, spænende rundt i hamsterhjul, på jagt efter endeløse muligheders muligheder, mens vores evne til at være til stede, sådan rigtigt til stede, i fællesskabet med andre, svækkes. Dronningen gav os en opsang i sin nytårstale. Hun sagde: Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vores medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder. Hvis rødderne er syge, kan træet ikke stå, og det vil tage mange år for et nyt træ at vokse sig stærkt. Jovist er vi unikke og har fået livet og mulighederne i gave. Vi er forpligtede på at tage livet og bruge det på bedst mulige måde. Men ikke kun for os selv. Med livet er vi ikke mindst blevet givet et ansvar for hinanden. VI skal blæse livsånde i hinandens næsebor, så vi fortsat er levende væsner, der viser tillid til hinanden og passer på hinanden. Vi skal udnytte vores vigtigste mulighed, nemlig at være noget for hinanden i både små og store fællesskaber.

 

Kirkeklummen er skrevet af Didde Nyborg Rasmussen, Vildbjerg

Kategorier Kirkenyt