Udgivet ons d. 30. jan 2019, kl. 08:00

Om hvile

I skrivende stund kan jeg i avisen se, at Folketinget inden længe skal forholde sig til et nyt udspil om helt at afskaffe lukkeloven. Jeg synes ikke, det er et godt forslag. Jeg skal ikke gøre mig selv bedre end jeg er – det er også sket, at jeg har været ude og handle om søndagen. Og som præst er man jo tit på arbejde om søndagen i det hele taget. Men faktisk mener jeg, at der er meget på spil for os, hvis vi helt opgiver tanken om, at vi som samfund engang imellem kollektivt holder fri.

I den lutherske kirke, som Folkekirken jo er en del af, har man altid taget helligdagsbuddet med et vist gran salt: Vi har ikke haft så mange regler for, hvor meget og hvordan vi skal holde fri. Det er en holdning, som vi mener at have lært af Jesus: Sabbatten er til for menneskenes skyld, ikke menneskene for sabbattens.

Alligevel må det også siges tydeligt, at hvilen er en meget vigtig del af skabelsens orden. Gud skabte mennesket som det sidste på sjette skabelsesdag. På den syvende dag hvilede han. Det første Gud altså gjorde sammen med det væsen, han havde skabt i sit eget billede, var at hvile. Adam og Eva fik altså lov til at hvile før deres første arbejdsuge. Dermed er det markeret, at hvilen er en værdi i sig selv og ikke kun en præmie eller belønning efter hårdt slid. Hviledagen forkynder et evangelium: Vi behøver ikke at arbejde, for at Gud gider at være sammen med os.

I bibelsk tænkning er arbejdet en gudstjeneste, hvor vi er sat til at være Skaberens medarbejdere. Men hvilen er altså også en gudstjeneste, hvor vi må glæde os sammen med ham. Det er altså med andre ord sundt at veksle mellem at arbejde og hvile. Det gælder efter min bedste mening både som individ og som samfund. Så lad os lade være med at skrive hvilen helt ud af den fælles rytme vi har i samfundet.

 

Carsten Hoffmann

Sognepræst og provst

Kategorier Kirkenyt