Udgivet ons d. 8. maj 2019, kl. 08:00

Nyt fra Nøvling menighedsråd

Efter renovering og udvidelse af vores kirke har vi fået mulighed for nye

tiltag. Der er oftest kaffe efter gudstjenesterne enten med småkager til og

enkelte gange med rundstykker. En gang i måneden er der børnekirke under

prædikenen, hvor børnene går ind i den nye kirkesal. Kirken er blevet mere

børnevenlig, så man kan roligt tage sine børn med til gudstjeneste, der er

forskelligt legetøj og tegneark, de kan farvelægge.

”Kirkens flittige hænder” hvor man strikker dåbsklude, hjerter, dyr m.v.

startede for ca. 1 ½ år siden, er nu flyttet ind i den nye kirkesal.

”Kirke til kirke” hvor vi hører nyt fra Danmission og Promissio`s arbejde

er en tirsdag i måneden kl. 14.30.

”De grå synger” er begyndt i januar og er en fredag i måneden kl. 9.00

Her synger vi en del salmer og sange og hører søndagens prædiketekst.

Efterfølgende er der kaffe/the med rundstykker og samvær.

Alle er velkommen til at deltage i de ting der sker, så mød frimodigt op, det er også for dig.

I menighedsrådet har vi den sidste tid arbejdet med planer for kirkegården.

Vi har holdt flere møder med en kirkegårdsarkitekt, som har lavet en langtidsplan

for kirkegården. Vi prøver at fremtidssikre den, så den også er pæn og indbydende

om f.eks. 25 år. Der er planer for fornyelse af egeskoven med genplantning af nye

egetræer og etablering af urnegravsteder. De fredede gravsten, vi har, skal også

derind og stå langs en sti.                                        

 

Niels Johansen.

Kategorier Kirkenyt