Udgivet ons d. 31. jul 2019, kl. 00:00

Et vendepunkt

I Vildbjerg Kirkecenter er der et stort fresko-maleri – malet af Palle John Nielsen - som viser mødet mellem Jesus og Zakæus. På væggen i Kirkecentret kan det være lidt svært at få øje på Zakæus. Det var det også den dag i Jeriko, hvor det skete. For Zakæus havde gemt sig i toppen af et træ.

 

Den dag blev et vendepunkt i Zakæus´ liv. Han fik øjnene op for noget, han ikke havde været klar over før. Og han beslutter sig for at leve på en anden måde fremover.

 

Det kender vi også til – enten hos os selv eller nogen omkring os: At der kan ske noget, som brat ændrer et menneskes liv.

 

Det kan være et menneske, man møder. Og det menneske viser sig at blive en rigtig god ven. Det kan være en stor beslutning, man træffer. Om at flytte eller uddanne sig eller skifte job. Så bliver nogle ting anderledes.

 

For Zakæus var det en stor ændring, som skete. Jesus forklarer det på denne måde: ’I dag er der kommet frelse til dette hus’. Hvad mener han? Hvad er det, Jesus kan give et menneske? Hvad er frelse? Og hvordan kan det ændre et menneskes liv også i 2019?

 

Kom og hør mere ved gudstjenesterne på søndag.

 

Venlig hilsen

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt