Udgivet ons d. 4. dec 2019, kl. 00:00

Hvilken slags super?

I november var vi på lejr med alle vores konfirmander. Fredag aften kom der en underviser udefra og holdt undervisning om superhelte. En af hans pointer var forskellen på en superhelt og en superstjerne. Vi kender mange superstjerner; fra sportens verden, musikkens og filmens verden, og mange nye superstjerner fra computerspillets verden træder også frem. Sjovt nok er mange af dem vi kalder for superstjerne inde for underholdningsbranchen. Tænk, at det er dem vi giver allerstørst opmærksomhed. Det, der kendetegner en superstjerne er, at de oftest kæmper for dem selv og deres egen karriere. De kæmper for at få flest rekorder eller mest succes inden for deres felt. De kæmper for at blive udødeliggjort i historiebøgerne og rekordbøgerne. Det er ikke fordi superstjerner er onde, mange gør også meget godt, men deres stjernestatus består i, at de har opnået noget stort for dem selv.

En superhelt har altid det andet menneske i fokus. En superhelt bruger sine gaver, talenter eller midler på at hjælpe og beskytte de svage. Det har vi set i hundredevis af film de sidste par år, hvor en ny helt indtager biografen næsten hver måned. Superhelte arbejder for andre. Det ligger lige for at drage paralleller mellem superhelte og den kristne fortælling. Kirken er sendt ud i verden for at være superhelt. Vi skal hjælpe de svage, vi skal bruge vores midler på at bekæmpe det onde. Der står ikke ligefrem ”superhelt” i bibelen, men der står, at vi skal være lys i verden, og der står vi skal tjene andre, som Jesus tjente os. Men hvad så med superdelen? Er vi superhelte. Ja, der står jo, at vi skal få kraft fra det høje, at Guds Ånd vil ruste os til vores kald. Hvem vil du være en superhelt for?

Af sognepræst Christoffer Olesen

Kategorier Kirkenyt