Udgivet ons d. 26. feb 2020, kl. 00:00

Forventninger

Vi fyldes så ofte med forventninger. Forventninger til ting som skal ske, forventninger til andre mennesker, forventninger til os selv, forventninger til det offentlige system, og sådan kan jeg blive ved. Det er ikke altid, at det er positive forventninger, vi fylder os selv med. Nogle gange lader vi bekymringer, mistro og dårlige erfaringer tage over, og vi bruger en masse energi på at forvente noget dårligt. Vi snakker måske med venner og familie om de dårlige ting, som vi forventer kommer til at ske. På den måske er vi faktisk med til at skabe en negative forventningsbølge. En negativ forventningsbølge som rummer masser af bekymring, og som sjældent fører noget positivt med sig.  

Vi har som så mange andre familier vores at slås med, og igen og igen har vi brugt masser af tid og kræfter på at bekymre os om ting, som vi slet ikke har kunnet ændre på. Jeg vil aldrig stoppe med at bekymre mig for mine børn, familie og venner, især hvis de er i svære situationer, men det er faktisk muligt, at lægge alle disse bekymringer over til Gud, og lade ham bære det. Det giver en fantastisk frihed at vide, at jeg ikke går alene.

Prøv at give dig selv en udfordring – læg dine bekymringer over til Gud, og se hvad der sker. Prøv at sætte mere fokus på alt det positive der sker. Det er ikke let, men det er en kæmpe lettelse, når man oplever, at forventninger faktisk er positive, ikke kun når man venter på en spændende rejse, eller en stor fest, men helt almindelige forventninger i hverdagslivet. Du er aldrig alene, Gud går med dig i store og små ting. Han går ved siden af, også når du ikke lige kan mærke det. Så forvent store ting fra Gud, og giv dig selv lov til at opleve, hvor meget overskud/glæde, det kan give dig, at Gud er med i stort og småt.

Kirkeklummen er skrevet af Lene Bøndergaard, Vildbjerg

Kategorier Kirkenyt