Udgivet ons d. 18. mar 2020, kl. 00:00

Brød, som mætter

Vi er midt i fastetiden. De uger inden påske, hvor vi forbereder os til at fejre den store højtid. Går man tilbage i tiden, var det almindeligt at faste ved at undlade at spise kød og hvidt brød indtil påske. Gennem grove måltider indstillede man sindet og hjertet på at fejre påskens under og glæde.

På søndag – midt i fasteperioden – hører vi om det brød, som er helt anderledes end det, vi putter i mavesækken. Jesus siger: ”Jeg er livets brød.” Hvad menes der med det? Han uddyber selv: ”Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Tænk at få noget mad og drikke, som gør, at man aldrig mere skal sulte eller tørste.

Jesus giver mennesker det, vi i bund og grund har brug for. Vi får lov til at tage imod det kvit og frit. På den måde er mødet med Jesus som små måltider undervejs i vores liv.

Han kommer til os gennem sit ord, når vi hører forkyndelse om ham. Han giver sig selv til os gennem nadverens brød og vin. Han rækker sit nærvær til os via fællesskabet af kristne brødre og søstre. Og han taler til vores hjerter gennem bøn og stilhed.

Nogle gange har vi så travlt, at vi glemmer at spise. Kig forbi ved gudstjenesten på søndag. Indholdet i gudstjenesten er et nærende måltid, hvor Jesus er vært.

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt