Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

KONCERT MED ANDERS OG BENT BRO

KONCERT MED ANDERS OG BENT BRO
Udgivet man d. 13. sep 2021, kl. 09:07
Nyhed

Anders og Bent Bro

Anders er nævnt først, fordi han uden tvivl er det største musiske talent af disse to herrer i denne konstellation mellem to Broer. Anders er journalist på TV MIDTVEST, hvor han blandt andet er den ene del af duoen, der kører landsdelen tynd med Vibeke Nipper i FOTOVOGNEN. Han har spillet og sunget siden han var helt lille. Han spiller på klaver, keyboard, harmonika og guitar. Ud over at spille med ”den gamle” er Anders også en fjerdedel af gruppen THE GRANDFÆTTERS. Bent Bro har i 35 år arbejdet med – og for – fiskerne fra Thyborøn Havns Fiskeriforening, men i starten af 2020 gik han ‘i land’. Siden 1981 har Bent Bro været medlem af TØRFISK, hvor han stadig synger og spiller guitar.

Anders og Bent Bro har spillet sammen i 15-20 år - og mens Anders mestrer flere instrumenter, holder Bent sig til sin guitar – sin trofaste følgesvend siden 1969, hvor han modtog den første undervisning. Det er også Bent der forestår snakken og introduktionen til sangene, hvor flere nok også vil mene at snakketøjet er bedre end ”spilletøjet”. Anders og Bent Bro vil tage publikum med på en sejltur i sang og musik med fortællinger fra det vestjyske område. Der indgår altid flere fællessange, så publikum også bliver en aktiv del af koncerten.

Altså kort sagt: Et liv i fisk og musik mellem to Broer.

Koncerten afholdes i Vildbjerg kirkecenter den 28. september kl. 19.30

Billetter koster 100 kr. (kaffe er med i prisen) Køb billet på kirkekontoret fra mandag d. 20. september